Lady in red
Sereptasennep 'Bloody Mary' er en sprød, velsmagende delikatesse, som alle kan dyrke i en krukke på altanen, i dyrkningskassen i gården eller i køkkenhaven. Sereptasennep er en del af den enestående kålfamilie, der giver os så mange sunde og velsmagende grøntsager, der er lette at dyrke. 'Bloody Mary' er også lige så smuk, som den er delikat med sine mørkerøde blade for enden af grønne, florlette stængler. Pluk efterhånden, imens bladene er små, sprøde og let pebrede i smagen, til salaten, som frisk krydderi eller smørstegte. Udendørs kan du høste 'Bloody Mary' frem til jul, og savner du hende efterfølgende, er det skønt at dyrke små, møre babyblade i køkkenvinduet vinteren igennem.