
Kokkens favorit
Skulle man udpege en ambassadør for farven orange, var det nok guleroden. Sig ”gulerod”, og alle ser en orange rodfrugt for sig. Sig ”gulerodsfarvet”, og alle tænker på den orange kulør. I madlavningen bidrager guleroden med både velsmag og pynt på tallerkenen – den er en skattet klassiker i køkkenet. Men indimellem får vi lyst til at prøve noget nyt og spændende. Det er her, sommerguleroden ’Purple Dragon’ træder frem i spotlyset og bliver kokkens favorit. Under den purpurfarvede skræl gemmer sig et gyldent indre, som ind mod kernen lysner til gult. Smagen er en sød, fyldig og nærmest lidt krydret oplevelse. ’Purple Dragon’ er nem at dyrke, en fryd at høste og lækker at spise.